HIV behandling af gravide
Antiretroviral behandling af den gravide
HIV-smittede kvinder, som ønsker at gennemføre en graviditet, og som er i antiretroviral behandling
HIV-smittede kvinder, som ønsker at gennemføre en graviditet, og som er i antiretroviral behandling fortsætter om muligt den allerede instituerede behandling.
Dette gælder for de anbefalede nukleotid analoger og abacavir samt tredje stofferne efavirenz, atazanavir/ritonavir, darunavir/ritonavir (ændres til to gange daglig) og dolutegravir samt biktegravir. Undtaget herfra er protease hæmmer monoterapi, der skal have tillagt 2 nukleosid analoger. Patienter der får boostning af protease inhibitor med cobicistat skal skiftes til ritonavir; mens patienter, der får elvitegravir/cobicistat må skifte til andet tredje stof.
De tredje stoffer der ikke er nævnt ovenfor, har enten for få exponerede graviditeter til at tillade vurdering af risiko for misdannelser eller en usikker farmakokinetik sidst i graviditeten med risiko for svigt. Behandling med dolutegravir og lamivudin giver ikke risiko for misdannelser og der kendes ikke til teoretiske overvejelser der skulle give en øget risiko for smitte til fosteret; men det anbefales at man enten adderer tenofovir eller monitorerer virus mængden tæt – da erfaringen med graviditet under to stofs behandling er begrænset.
HIV-smittede kvinder, som ønsker at blive gravide, men ikke er i antiretroviral behandling
HIV-smittede kvinder, som ønsker at blive gravide, men ikke er i antiretroviral behandling anbefales behandlet med tenofovir (TDF eller TAF) samt emtricitabin eller lamivudin i kombination med dolutegravir eller med biktegravir/emtricitibin/ TAF.
Hvis behandlingen indledes efter uge 30, er det vigtigt at det tredje stof er en integrasehæmmer idet virus mængden falder hurtigere på denne behandling.
Der har tidligere været mistanke om at dolutegravir behandling tidligt i graviditeten var associeret med en øget risiko for neuralrørs defekter. En mistanke som ikke har kunnet bekræftes og samtidigt har kontrollerede studier vist at gravide behandlet med dolutegravir havde et bedre graviditetsforløb end med efavirenz. Hiv-positive kvinder, som planlægger graviditet anbefales folsyre tilskud iht. til SSTs vejledning for kvinder, der planlægger graviditet eller er gravide.
Raltegravir 1200 mg x 1 er ikke anbefalet pga usikkerhed om farmakokinetikken.
Raltegravir 400 mg x 2 kan anvendes men regimer med to daglige medicinindtagelser øger risiko for interaktion grundet anbefaling af jerntilskud i graviditeten.
HIV-smittede gravide med viræmi ved fødslen
I de få tilfælde hvor HIV RNA er > 1000 kopier/ml ved fødslen gives mater i.v. zidovudin intrapartum (2 mg/kg over en time, derefter 1 mg/kg til endt fødsel).
Dette gælder også tilfælde hvor HIV diagnosen stilles i forbindelse med fødslen, hvor der også suppleres med en engangs dosis af nevirapin 200 mg.
Sectio
HIV-positive gravide med viral load >400 kopier/ml skal tilbydes forløsning ved elektivt sectio.
HIV-positive gravide med viral load < 400 kopier/ml kan føde vaginalt, hvis ikke der er andre forhold, der kontraindicerer dette.
Amning
Alle HIV-positive kvinder i Danmark frarådes amning.
I det tilfælde hvor kvinden beslutter sig for at amme og HIV-RNA fuldt supprimeret og kvinden i øvrigt kompliant; fortsættes behandlingen af kvinden og der findes ikke behov for profylaktisk antiviral behandling af barnet. Amningen skal ikke ledsages af anden ernæring til barnet og skal ophøre ved klinisk mastit.
Antiretroviral behandling af barnet
Barnet behandles i 2-4 uger efter fødslen med peroral zidovudin afhængig af en risikovurdering.
Der henvises til de pædiatriske guidelines: https://paediatri.dk/images/dokumenter/Retningslinjer_2023/PEP_til_b%C3%B8rn_f%C3%B8dt_af_kvinder._HIV_2023.pdf
I de sjældne situationer hvor HIV-diagnosen først stilles under fødslen eller umiddelbart i forbindelse hermed, indledes trestof behandling af barnet (til situationen er diagnostisk afklaret).
Om denne guideline
Senest revideret nov. 2025 og erstatter tidligere version sept. 2021.
Arbejdsgruppen bestod af: Jan Gerstoft, Ann-Brit Eg Hansen, Gitte Kronborg, Jens D. Lundgren, Henrik I. Nielsen, Isik Somuncu Johansen , Niels Obel og Alex Laursen.
Ændringslog
Tilføjet anbefaling om 2-stofs behandling med dolutegravir og lamivudin.
Tilføjet at behandling af barnet efter fødslen afhænger af risikovurdering.
Dokumentationsgrundlag
Retningslinjerne er udarbejdet under hensyntagen til, at der foreligger betydelig dokumentation for:
Hovedparten af den vertikale smitte foregår sent i graviditeten.
Antiviral kombinationsbehandling reducerer smitterisikoen til under 1%.
Elektivt sectio reducerer vertikal transmission hos gravide med et viral load > 400 kopier/ml. Hos gravide med et viral load < 400 kopier/ml er smitterisikoen lav.
Betydelig risiko for vertikal transmission ved amning uden antiviral behandling.
Sandsynlighed for vertikal transmission aftager, jo lavere HIV-RNA der findes hos mater.
Optimal antiretroviral behandling reducerer risiko for udvikling af resistens.
Den initiale antiretrovirale behandling har betydning for prognosen mange år frem.
Fosterskader i forbindelse med antiretroviral behandling af mater er ikke dokumenteret med sikkerhed.
Her i bunden er der genveje så du hurtigt navigere rundt på siden, desuden adgang til indholdet som PDF.
Klik for at fjerne dette tip.